25. oktober 2026, som historiebøgerne vil fortælle det den 25. oktober 2036.

I oktober 2026 skiftede presset i krigen i Ukraine retning. Midt på måneden havde USA lempet sanktionerne mod russisk diesel og sat de vigtigste dele af en ny sanktionslov ud af kraft, og præsident Trump sagde: »Jeg tror, det er på tide, at Ukraine får en ny præsident.«^1,2,3,4,5,6 En »energivåbenhvile«, som han annoncerede den 11. oktober, stoppede ikke de russiske angreb på ukrainske energianlæg.^7,8

Efter at den amerikanske udsending Steve Witkoff havde mødt Vladimir Putin den 21. oktober, meddelte Kreml, at Rusland var villig til at genoptage trepartsforhandlingerne med USA og Ukraine i november; præsident Zelenskyj støttede dette.^9,10,11,12 Inden for få timer ramte russiske missiler og droner Kyiv og andre regioner og dræbte mindst fire mennesker ifølge ukrainske myndigheder.^10,13,14,15 Den 23. oktober annoncerede Det Hvide Hus en våbenhvile alene for den russisk besatte by Oleshky, så nødhjælp kunne komme ind og civile ud; Rusland og Ukraine meddelte derefter, at den ville begynde den 27. oktober.^16,17,18,19

Moskva drog den lære, der skulle præge resten af årtiet: Bliv ved med at kæmpe, så kommer indrømmelserne.

Den 10. oktober 2025 trådte en våbenhvile i kraft i Gaza.^1,3 Alligevel var mere end 1.500 palæstinensere den 20. oktober 2026 blevet dræbt, siden den trådte i kraft, ifølge sundhedsministeriet i det Hamas-styrede Gaza; ministeriets dødstal siden Hamas' angreb den 7. oktober 2023 var på over 74.000.^2,3,4,5,6 Den 23. oktober, efter at bevæbnede mænd havde dræbt to israelske soldater nær Hebron, beordrede premierminister Benjamin Netanyahu hæren til at forberede en fuldstændig lukning af den besatte Vestbred og truede med en storstilet offensiv dér. Dagen efter indledte israelske tropper en operation i Hebron, hvor de lukkede byen af, rev bygninger ned og tvang familier ud af deres hjem.^7,8,9,10,11

Genopbygningen kom aldrig i gang, fordi ingen ville betale for det, der kunne blive ødelagt igen, og uden en politisk løsning voksede radikaliseringen på begge sider.

Den 9. oktober 2026, få timer efter at den tidligere dommer ved Den Internationale Straffedomstol Navi Pillay havde fået Nobels fredspris, indførte Trump-regeringen sanktioner mod selve domstolen med en overgangsperiode på seks måneder for mange transaktioner. Udenrigsminister Marco Rubio erklærede: »Enten holder ICC op med sine trusler, eller også gør vi en ende på ICC.«^1,2,3,4,5 Den 22. oktober tildelte Europa-Parlamentet sin Sakharovpris til domstolen og dens medarbejdere.^10,11,12

I historiebøgerne fra 2036 er dommen hård: Priserne beskyttede ikke domstolen. Allerede den 22. september 2026 havde Trump på FN's Generalforsamling opfordret medlemslandene til at »træde ud af denne slyngelinstitution med det samme«.^6,7 Dagen efter meddelte Nauru, at landet ville træde ud af domstolen.^8,9 Da overgangsperioden udløb i april 2027, trak banker og leverandører sig, og domstolen blev stort set lammet.

Dermed forsvandt det sidste sted, hvor ledere kunne stilles til ansvar for krigsforbrydelser. Hvad det betød, kan ses i Sudan (§ 4.1).

Efter amerikansk-israelske angreb på Iran den 28. februar 2026 lukkede Iran Hormuzstrædet; fra den 13. april blokerede USA de iranske havne.^1,2,3,4 I juli, efter angreb på handelsskibe, erklærede Trump den midlertidige våbenhvile for ophørt.^5,6 Den 20. oktober sagde Irans sikkerhedschef ifølge iransk statsfjernsyn, at intet beriget uran ville forlade landet, og afviste forhandlinger med USA, indtil landets betingelser var opfyldt.^7,8 Dagen efter indførte USA sanktioner mod firmaer, som ifølge USA hjalp Irans »skyggeflåde« af olietankskibe. Den 23. oktober lukkede prisen på Brent-råolie på næsten 117 dollar pr. tønde, det højeste niveau i flere måneder.^9,10,11,12 Irans Revolutionsgarde truede med at angribe amerikanske baser, hvis USA blev ved med at eskortere skibe gennem strædet, og USA begyndte at skære ned på ambassadepersonalet i regionen, efter at et efterretningsnotat havde advaret om, at Iran havde optrappet sine forsøg på at ramme amerikansk personale.^13,14,15,16

Regeringerne gav tilskud til fossile brændstoffer for at afværge uro og udskød den grønne omstilling år efter år (§ 5.1).

Den 13. oktober 2026 forventede IMF en global vækst på 3,1 procent i 2026 og en global inflation på 4,7 procent. Prognosen forudsatte, at olie- og gastransporterne gennem Hormuzstrædet ville blive genoptaget senest i marts 2027.^1,2 Det skete ikke, og inflationen forblev høj.

IMF konstaterede også, at blot 32 økonomier stod for 95 procent af den globale vækst, mod 54 i april. Fonden advarede mod en AI-relateret korrektion på aktiemarkederne, stigende renter på statsobligationer og høj offentlig gæld.^1,2 Ifølge IMF brugte lavindkomstlande 14 procent af deres statslige indtægter på gældsbetalinger, mod 6 procent ti år tidligere.^3,4 Advarslerne gik i opfyldelse: En markedskorrektion ramte pensionerne, og forgældede regeringer kunne ikke træde til.

Den 26. oktober 2025 indtog RSF-militsen den sudanesiske by El Fasher; få dage senere bekræftede IPC, det internationale system til klassificering af sult, at der var hungersnød dér og i Kadugli.^1,2,3,4,5 Den 12. oktober 2026 advarede IPC om en voksende risiko for hungersnød i Darfur og Kordofan, drevet af krig, fordrivelse og tørke.^6,7 I de første tre uger af oktober 2026 dræbte droneangreb mindst 306 mennesker ifølge FN's menneskerettighedskontor. Den 19. oktober dræbte et droneangreb på et marked i Abyei, et område, som Sudan og Sydsudan strides om, mindst 153 mennesker ifølge lokale myndigheder, der gav Sudans hær skylden.^8,9,12,13 Den 21. oktober opfordrede 22 lande, der var samlet i Genève, udefrakommende magter til at holde op med at levere droner, krigere og penge til Sudans krigsførende parter, men der blev ikke aftalt nogen våbenhvile.^10,11

Fordi Den Internationale Straffedomstol samtidig blev kvalt (§ 2.1), blev ingen stillet for retten for at udsulte hele byer. Historiebøgerne fra 2036 kalder Sudan den krise, verden så på og lod ske.

FN's Fødevareprogram regnede med, at 318 millioner mennesker ville stå over for sult på kriseniveau eller værre i 2026, og sagde, at det på grund af nedskæringer i finansieringen kun kunne hjælpe omkring en tredjedel af dem. USA, den største donor, og andre skar ned på deres bistand.^1,2,3

Hvad det betød, blev tydeligt i Gaza (§ 1.2). Den 19. oktober 2026 meddelte WFP, at det på grund af manglende midler skar fødevarehjælpen dér ned med omkring en tredjedel, så 500.000 mennesker stod uden månedlig støtte.^7,8,9

De rige lande flyttede endnu flere penge over til forsvar og energi (§ 1.1, § 3.1), og de, der ikke fik hjælp, drog af sted. I begyndelsen af oktober 2026 kæntrede en overfyldt migrantbåd på vej mod Yemen ud for Djibouti; mindst 139 mennesker omkom, heraf 15 børn, ifølge FN's migrationsorganisation IOM.^4,5,6

I maj 2026 erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) et ebolaudbrud i det østlige Congo, forårsaget af Bundibugyo-stammen, for en global sundhedsmæssig nødsituation. Der findes ingen godkendt vaccine eller behandling mod denne stamme.^1,2,3 nyI slutningen af oktober begyndte et forsøg med kandidatvacciner mod stammen i Congo.^22,23 Den 21. oktober havde Congo ifølge WHO og den amerikanske sundhedsmyndighed CDC registreret over 9.700 bekræftede smittetilfælde og næsten 4.700 dødsfald: det næststørste ebolaudbrud, der nogensinde er registreret. Udbruddet spredte sig også til Kenya og tidligere til Uganda; den 20. oktober blev Nigeria det femte land, der påviste det, og to dage senere kaldte WHO det en regional bekymring.^{4,5,6,12,13,14,15,18,19,20,21,22}

nyUganda lukkede sin grænse til Congo i maj. USA lukkede kun rejsende fra Congo ind, når de havde opholdt sig 21 dage uden for landet, og vil fra den 3. november kræve, at alle indrejsende flypassagerer erklærer, at de ikke har været der. WHO frarådede at lukke grænser.^{1,4,7,8,10,11,24,25} WHO rapporterede om alvorlige huller i finansieringen, og i oktober oplyste Den Afrikanske Unions sundhedsagentur, at over 700 millioner dollar i midler til indsatsen i Congo ikke kunne gøres rede for.^7,9,16,17

Stillet over for valget mellem at lukke grænserne og at betale for indsatsen valgte verden for det meste det første, og virusset blev ved med at cirkulere langt ind i 2027.

Klimatopmødet COP31 i Antalya i Tyrkiet fra den 9. til den 20. november 2026 skulle handle om at omsætte klimamål til handling.^1,2 I oktober rapporterede Den Meteorologiske Verdensorganisation og klimatjenesten Copernicus om en hurtigt tiltagende El Niño med havtemperaturer i Stillehavet på op til 3,8 grader over gennemsnittet. Den 21. oktober advarede FN om, at omkring 50 millioner mennesker kunne komme til at sulte mere.^{3,4,8,9,10,11} Samme dag beregnede FN's Miljøprogram, at verden med de nuværende tilsagn var på vej mod 2,6 graders opvarmning i 2100 og med den nuværende politik mod 2,8 grader: værre end et år tidligere, blandt andet fordi USA havde forladt Parisaftalen.^5,6,7

Da topmødet blev holdt midt i brændstofkrisen (§ 3.1), vandt de kortsigtede hensyn, og målene forblev på papiret.