21. oktober 2026, som historiebøgerne vil fortælle det den 21. oktober 2036.

I oktober 2026 så krigen i Ukraine et øjeblik ud til at rykke sig. Den 9. oktober meddelte præsident Trump en aftale med Vladimir Putin om leverancer af russisk diesel. Samme dag lempede det amerikanske finansministerium midlertidigt sanktionerne mod russisk diesel, indtil april 2027.^1,2 En dag senere sagde Trump til journalister: »Jeg tror, det er på tide, at Ukraine får en ny præsident.«^3,4

Historikere ser den uge som det øjeblik, hvor presset skiftede retning. Det var ikke angriberen, der måtte give efter, men det angrebne land. Den 11. oktober meddelte Trump en »energivåbenhvile«, som begge parter ifølge ham havde accepteret. Ukraine holdt op med at angribe russiske raffinaderier, men Rusland blev ved med at angribe ukrainske energianlæg.^5,6,7

Den 16. oktober frafaldt Trump de vigtigste foranstaltninger i en ny amerikansk sanktionslov mod Rusland, kort før de skulle træde i kraft. De omfattede told på op til 100 procent på store købere af russisk olie og gas.^8,9 To dage senere angreb Ukraine Rusland med mere end tusind droner; olielagre brændte i Sankt Petersborg.^10,11 Ifølge præsident Zelenskyj holdt USA imens Patriot-luftforsvarsmissiler tilbage, som allierede allerede havde betalt for. Udenrigsminister Rubio afviste, at USA ønskede at skade Ukraine.^12,13 Den 20. oktober mødte Zelenskyj den amerikanske udsending Steve Witkoff og europæiske ledere i Oslo; en dag senere rejste Witkoff til Sankt Petersborg for at føre samtaler med Putin.^13,14

Moskva drog af de uger den lære, der skulle præge resten af årtiet: Den, der bliver ved med at kæmpe, får indrømmelser.

Den 10. oktober 2025 trådte en våbenhvile i kraft i Gaza.^1,3 Den 20. oktober 2026 var der ifølge sundhedsministeriet i det Hamas-styrede Gaza alligevel blevet dræbt mere end 1.500 palæstinensere siden da.^4,5,6 I begyndelsen af oktober 2026 var dødstallet siden Hamas' angreb den 7. oktober 2023 ifølge samme ministerium på over 74.000.^2,3

Våbenhvilen forblev en våbenhvile på papiret. Genopbygningen kom aldrig i gang, fordi ingen ville betale for det, der kunne blive ødelagt igen i morgen. En generation af børn voksede op i ruinerne, uden skole og uden fremtidsudsigter. Uden en politisk løsning voksede radikaliseringen på begge sider.

Den 9. oktober 2026 fik den sydafrikanske jurist Navi Pillay, tidligere dommer ved Den Internationale Straffedomstol, Nobels fredspris. Få timer senere indførte Trump-regeringen sanktioner mod selve domstolen. Udenrigsminister Marco Rubio erklærede: »Enten stopper ICC sine trusler, eller også stopper vi ICC.«^1,2,4 Domstolen kaldte sanktionerne et angreb på retsstaten og på selve grundlaget for den internationale retsorden og skrev: »Historien vil dømme dette øjeblik.«^1,3

I denne bog er den dom hård. En overgangsperiode på seks måneder gjaldt i første omgang for mange transaktioner med domstolen.^1,2,5 Da den udløb i april 2027, trak banker, forsikringsselskaber og softwareleverandører sig. Domstolen i Haag blev stort set lammet, og en håndfuld medlemslande trådte ud. Det havde Trump allerede opfordret til på FN's Generalforsamling den 22. september 2026: »Jeg opfordrer alle lande, der er medlemmer af ICC, til officielt og øjeblikkeligt at træde ud af denne slyngelinstitution.«^6,7

Dermed forsvandt det sidste sted, hvor ledere skulle stå til ansvar for krigsforbrydelser. Hvad det betød, kan man læse om Sudan (§ 4.1).

Efter amerikansk-israelske angreb på Iran den 28. februar 2026 lukkede Iran Hormuzstrædet.^1,2 Fra den 13. april blokerede USA iranske havne.^3,4 Den 8. juli, efter iranske angreb på handelsskibe og amerikanske modangreb, erklærede Trump den midlertidige våbenhvile for ophørt.^5,6

Brændstofpriserne blev endda et argument i krigen i Ukraine (§ 1.1). På den måde ramte brændstofkrisen i 2026 krig, økonomi, sult og klima på én gang. Regeringer gav tilskud til fossile brændsler for at undgå uro, og investeringerne i energiomstillingen blev udskudt endnu et år, igen og igen (§ 5.1).

Den 13. oktober 2026 forventede IMF en global vækst på 3,1 procent i 2026 og en global inflation på 4,7 procent. Prognosen forudsatte, at olie- og gastransporterne gennem Hormuzstrædet ville blive genoptaget senest i marts 2027.^1,2 I denne bog skete det ikke, og inflationen bed sig fast.

IMF konstaterede også, at blot 32 økonomier stod for 95 procent af den globale vækst, ned fra 54 i april. Fonden advarede mod en AI-relateret korrektion på aktiemarkedet, stigende renter på statsobligationer og høj offentlig gæld.^1,2 Advarslerne gik i opfyldelse. Markedskorrektionen ramte pensionskasser og opsparere, og stærkt forgældede regeringer kunne ikke træde til. Kløften mellem de få lande, der fik del i gevinsterne, og alle andre blev årtiets økonomiske historie.

Den 26. oktober 2025 indtog RSF-militsen den sudanesiske by El Fasher efter en belejring på omkring atten måneder.^1,2,3 I begyndelsen af november 2025 bekræftede det internationale klassifikationssystem for sult, IPC, officielt hungersnød i El Fasher og i Kadugli.^4,5

Sulten bredte sig derefter over Kordofan, og landet faldt reelt fra hinanden i områder, der blev holdt af rivaliserende hære. Fordi Den Internationale Straffedomstol samtidig blev kvalt (§ 2.1), kom ingen for retten for at sulte byer ud. Bogen fra 2036 kalder Sudan den krise, verden så på og lod ske.

FN's Fødevareprogram (WFP) forventede, at 318 millioner mennesker ville stå over for sult på kriseniveau eller værre i 2026, mere end dobbelt så mange som i 2019. På grund af nedskæringer i finansieringen kunne programmet ifølge egne oplysninger kun hjælpe omkring en tredjedel af dem. USA, den største donor, skar i sin udlandsbistand, og andre donorlande skar også ned.^1,2,3

Hvad det betød, blev tydeligt i Gaza (§ 1.2). Den 19. oktober 2026 meddelte FN's Fødevareprogram, at det af mangel på midler skar fødevarehjælpen dér ned med omkring en tredjedel: 500.000 mennesker mister deres månedlige støtte, og fødevarepakkerne halveres.^7,8,9

I årene derefter flyttede rige lande endnu flere penge til forsvar og energi (§ 1.1, § 3.1). De, der ikke fik hjælp, drog af sted. Natten mellem den 8. og 9. oktober 2026 kæntrede en overfyldt migrantbåd på vej mod Yemen ud for Djiboutis kyst. Ifølge FN's migrationsorganisation IOM omkom mindst 139 mennesker, heraf 15 børn.^4,5,6 I denne bog var det ikke en enkeltstående hændelse, men et varsel. Migrationsdebatten blev hårdere, og det efterlod endnu mindre politisk råderum til at tage fat på årsagerne.

I maj 2026 erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) et ebolaudbrud i det østlige Congo for en folkesundhedsmæssig nødsituation af international betydning.^1,2 Det drejede sig om virusstammen Bundibugyo, som der ikke findes nogen godkendt vaccine eller behandling mod.^1,3 Den 20. oktober havde Congo ifølge regeringens tal registreret mere end 9.500 bekræftede smittetilfælde og mere end 4.600 dødsfald.^4,5 Det var det næststørste ebolaudbrud, der nogensinde er registreret.^4,6 Der blev også bekræftet smittetilfælde i Uganda og Kenya.^4,7,8

Uganda lukkede sin grænse til Congo i maj.^8,11 USA lukkede kun rejsende, der havde været i Congo, ind efter 21 dage uden for landet.^4,10 WHO havde frarådet at lukke grænser og meldte om alvorlige huller i finansieringen af indsatsen.^1,7,8,9

Historikere ser udbruddet som en prøve: Lukker landene deres grænser, eller hjælper de med at betale for indsatsen? I denne bog valgte verden for det meste det første. Virusset blev ved med at cirkulere i Østafrika langt ind i 2027, og da en ny epidemi senere kom, var vacciner og nødmidler igen ikke på plads.

Klimatopmødet COP31 var planlagt til at finde sted fra 9. til 20. november 2026 i Antalya med Tyrkiet som vært. I forlængelse af det foregående topmøde i Belém i Brasilien skulle det handle om gennemførelse: at omsætte klimamålene til praksis.^1,2 I begyndelsen af oktober meldte Verdens Meteorologiske Organisation og klimatjenesten Copernicus om en hurtigt tiltagende El Niño med rekordhøje havtemperaturer i Stillehavet.^3,4

Den kraftige El Niño gjorde det følgende år særligt varmt. Topmødet faldt midt i brændstofkrisen (§ 3.1), og det korte sigt vandt. Landene holdt fast i deres mål på papiret, men gennemførelsen haltede. Omkring 2030 var 1,5 graders opvarmning strukturelt nået. I 2030'erne skiftede debatten i kystlande fra Bangladesh til Egypten fra, hvordan det kunne forhindres, til hvad beskyttelse mod havet koster, og hvem der betaler.