23. oktober 2026, som historiebøgerne vil fortælle det den 23. oktober 2036.

I oktober 2026 skiftede presset i krigen i Ukraine retning. I første halvdel af måneden lempede USA sine sanktioner mod russisk diesel frem til april 2027 og satte de vigtigste dele af en ny lov om sanktioner mod Rusland ud af kraft, herunder told på op til 100 procent for store købere af russisk olie og gas.^1,2,3,4 Præsident Trump sagde også: »Jeg tror, det er på tide, at Ukraine får en ny præsident.«^5,6 En »energivåbenhvile«, som han havde annonceret den 11. oktober, stoppede ikke de russiske angreb på ukrainske energianlæg.^7,8

Efter at den amerikanske udsending Steve Witkoff havde mødt Vladimir Putin den 21. oktober, meddelte Kreml, at Rusland var villig til at genoptage trepartsforhandlingerne med USA og Ukraine efter den 10. november; præsident Zelenskyj støttede dette.^9,10,11,12 nyInden for få timer ramte russiske missiler og droner Kyiv og andre regioner og dræbte mindst fire mennesker ifølge ukrainske myndigheder. Nogle af dem bar klyngesprænghoveder, sagde Zelenskyj.^10,13,14,15

Moskva drog den lære, der skulle præge resten af årtiet: Bliv ved med at kæmpe, så kommer indrømmelserne.

Den 10. oktober 2025 trådte en våbenhvile i kraft i Gaza.^1,3 Alligevel var der den 20. oktober 2026 ifølge sundhedsministeriet i det Hamas-styrede Gaza blevet dræbt mere end 1.500 palæstinensere, siden den trådte i kraft.^4,5,6 I begyndelsen af oktober 2026 var dødstallet siden Hamas' angreb den 7. oktober 2023 ifølge samme ministerium på over 74.000.^2,3

Genopbygningen kom aldrig i gang, fordi ingen ville betale for det, der kunne blive ødelagt igen. En generation af børn voksede op i ruinerne uden skolegang, og uden en politisk løsning voksede radikaliseringen på begge sider.

Den 9. oktober 2026, få timer efter at den tidligere dommer ved Den Internationale Straffedomstol Navi Pillay havde fået Nobels fredspris, indførte Trump-regeringen sanktioner mod selve domstolen. Udenrigsminister Marco Rubio erklærede: »Enten holder ICC op med sine trusler, eller også gør vi en ende på ICC.«^1,2,4 Domstolen kaldte sanktionerne et angreb på retsstaten. Mange transaktioner med domstolen var i første omgang omfattet af en overgangsperiode på seks måneder.^1,2,3,5 nyDen 22. oktober tildelte Europa-Parlamentet sin Sakharovpris for tankefrihed til domstolen og dens medarbejdere.^10,11,12

I historiebøgerne fra 2036 er dommen hård: Priserne beskyttede ikke domstolen. Allerede den 22. september 2026 havde Trump på FN's Generalforsamling opfordret medlemslandene til at »træde ud af denne slyngelinstitution med det samme«.^6,7 Dagen efter meddelte Nauru FN, at landet trådte ud af domstolen med virkning efter et år.^8,9 Da overgangsperioden udløb i april 2027, trak banker og leverandører sig, og domstolen blev stort set lammet.

Dermed forsvandt det sidste sted, hvor ledere kunne stilles til ansvar for krigsforbrydelser. Hvad det betød, kan ses i Sudan (§ 4.1).

Efter amerikansk-israelske angreb på Iran den 28. februar 2026 lukkede Iran Hormuzstrædet; fra den 13. april blokerede USA de iranske havne.^1,2,3,4 Den 8. juli, efter iranske angreb på handelsskibe og amerikanske modangreb, erklærede Trump den midlertidige våbenhvile for ophørt.^5,6 Den 20. oktober sagde Irans sikkerhedschef ifølge iransk statsfjernsyn, at intet beriget uran ville forlade landet, og afviste forhandlinger med USA, indtil landets betingelser var opfyldt.^7,8 nyDagen efter indførte USA sanktioner mod firmaer, som ifølge USA hjalp Irans »skyggeflåde« af olietankskibe. Den 22. oktober steg prisen på Brent-råolie til over 113 dollar pr. tønde, det højeste niveau i fem måneder.^9,10,11,12

Regeringerne gav tilskud til fossile brændstoffer for at afværge uro og udskød den grønne omstilling år efter år (§ 5.1).

Den 13. oktober 2026 forventede IMF en global vækst på 3,1 procent i 2026 og en global inflation på 4,7 procent. Prognosen forudsatte, at olie- og gastransporterne gennem Hormuzstrædet ville blive genoptaget senest i marts 2027.^1,2 Det skete ikke, og inflationen forblev høj.

IMF konstaterede også, at blot 32 økonomier stod for 95 procent af den globale vækst, mod 54 i april. Fonden advarede mod en AI-relateret korrektion på aktiemarkederne, stigende renter på statsobligationer og høj offentlig gæld.^1,2 Ifølge IMF brugte lavindkomstlande 14 procent af deres statslige indtægter på gældsbetalinger, mod 6 procent ti år tidligere.^3,4 Advarslerne gik i opfyldelse: En markedskorrektion ramte pensioner og opsparinger, og forgældede regeringer kunne ikke træde til.

Den 26. oktober 2025 indtog RSF-militsen efter en belejring på atten måneder den sudanesiske by El Fasher; få dage senere bekræftede IPC, det internationale system til klassificering af sult, at der var hungersnød dér og i Kadugli.^1,2,3,4,5 Den 12. oktober 2026 advarede IPC om en voksende risiko for hungersnød i Darfur og Kordofan, drevet af krig, fordrivelse og tørke.^6,7 Den 19. oktober dræbte et droneangreb på et marked i Abyei, et område, som Sudan og Sydsudan strides om, mindst 153 mennesker ifølge lokale myndigheder, der gav Sudans hær skylden.^8,9 Den 21. oktober mødtes 22 lande i Genève uden Sudans krigsførende parter. De opfordrede udefrakommende magter til at holde op med at levere droner, krigere og penge, men der blev ikke aftalt nogen våbenhvile.^10,11

Fordi Den Internationale Straffedomstol samtidig blev kvalt (§ 2.1), blev ingen stillet for retten for at udsulte hele byer. Historiebøgerne fra 2036 kalder Sudan den krise, verden så på og lod ske.

FN's Fødevareprogram regnede med, at 318 millioner mennesker ville stå over for sult på kriseniveau eller værre i 2026, og sagde, at det på grund af nedskæringer i finansieringen kun kunne hjælpe omkring en tredjedel af dem. USA, den største donor, og andre skar ned på deres bistand.^1,2,3

Hvad det betød, blev tydeligt i Gaza (§ 1.2). Den 19. oktober 2026 meddelte WFP, at det på grund af manglende midler skar fødevarehjælpen dér ned med omkring en tredjedel, så 500.000 mennesker stod uden månedlig støtte.^7,8,9

I årene derefter flyttede de rige lande endnu flere penge over til forsvar og energi (§ 1.1, § 3.1), og de, der ikke fik hjælp, drog af sted. I begyndelsen af oktober 2026 kæntrede en overfyldt migrantbåd på vej mod Yemen ud for Djibouti; mindst 139 mennesker omkom, heraf 15 børn, ifølge FN's migrationsorganisation IOM.^4,5,6

I maj 2026 erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) et ebolaudbrud i det østlige Congo for en international folkesundhedsmæssig nødsituation. Det skyldtes Bundibugyo-stammen, som der ikke findes nogen godkendt vaccine eller behandling mod.^1,2,3 Den 20. oktober havde Congo ifølge regeringens tal registreret over 9.500 bekræftede smittetilfælde og over 4.600 dødsfald: det næststørste ebolaudbrud, der nogensinde er registreret.^4,5,6 nyVirusset nåede også Uganda og Kenya med ni tilfælde pr. 20. oktober. Samme dag bekræftede Nigeria sit første tilfælde hos en kvinde, der var kommet fra Uganda; ifølge WHO var det det femte land, der påviste virusset. Den 22. oktober kaldte WHO udbruddet en regional bekymring.^{4,12,13,14,15,18,19}

Uganda lukkede sin grænse til Congo i maj, og USA lukkede kun rejsende fra Congo ind, når de havde opholdt sig 21 dage uden for landet, selv om WHO frarådede at lukke grænser.^{1,4,7,8,10,11} nyWHO rapporterede om alvorlige huller i finansieringen af indsatsen. I oktober oplyste Den Afrikanske Unions sundhedsagentur, Africa CDC, at over 700 millioner dollar i midler til ebolaindsatsen i Congo ikke kunne gøres rede for.^7,9,16,17

Stillet over for valget mellem at lukke grænserne og at hjælpe med at betale for indsatsen valgte verden for det meste det første. Virusset blev ved med at cirkulere i Afrika langt ind i 2027, og da den næste epidemi kom, manglede der igen vacciner og nødmidler.

Klimatopmødet COP31 i Antalya i Tyrkiet fra den 9. til den 20. november 2026 skulle handle om at omsætte klimamål til handling.^1,2 nyI oktober rapporterede Den Meteorologiske Verdensorganisation og klimatjenesten Copernicus om en hurtigt tiltagende El Niño; WMO advarede om, at havtemperaturen i det tropiske Stillehav kunne nå hidtil usete 3,8 grader over gennemsnittet. Den 21. oktober advarede FN om, at omkring 50 millioner mennesker kunne komme til at sulte mere, og frigav 50 millioner dollar i nødhjælpsmidler til 11 lande.^{3,4,8,9,10,11} Samme dag beregnede FN's Miljøprogram, at verden med de nuværende tilsagn var på vej mod 2,6 graders opvarmning i 2100 og med den nuværende politik mod 2,8 grader: værre end et år tidligere, blandt andet fordi USA havde forladt Parisaftalen.^5,6,7

Da topmødet blev holdt midt i brændstofkrisen (§ 3.1), vandt de kortsigtede hensyn, og målene forblev på papiret. Omkring 2030 oversteg opvarmningen varigt 1,5 grader, og kystlande fra Bangladesh til Egypten begyndte at strides om, hvem der skulle betale for beskyttelsen mod havet.