22. oktober 2026, som historiebøgerne vil fortælle det den 22. oktober 2036.

For et kort øjeblik i oktober 2026 så det ud til, at der kom bevægelse i krigen i Ukraine. I første halvdel af måneden lempede USA sine sanktioner mod russisk diesel indtil april 2027 og frafaldt derefter de vigtigste foranstaltninger i en ny sanktionslov mod Rusland, herunder told på op til 100 procent på store købere af russisk olie og gas.^1,2,3,4 Præsident Trump sagde også: »Jeg tror, det er på tide, at Ukraine får en ny præsident.«^5,6

Historikere ser de uger som det øjeblik, hvor presset skiftede retning. Det var ikke angriberen, der måtte vige, men det angrebne land. En »energivåbenhvile«, som Trump meddelte den 11. oktober, stoppede ikke de russiske angreb på ukrainske energianlæg.^7,8

nyEfter samtaler mellem den amerikanske udsending Steve Witkoff og Vladimir Putin den 21. oktober meddelte Kreml, at Rusland var villig til at genoptage trepartsforhandlinger med USA og Ukraine efter den 10. november. Præsident Zelenskyj sagde, at Ukraine støttede det.^9,10,11,12 nyInden for få timer ramte russiske missiler og droner Kyiv, hvor 15 mennesker ifølge byens borgmester blev såret.^10,12

Moskva drog af de uger den lære, der skulle præge resten af årtiet: Bliv ved med at kæmpe, så kommer indrømmelserne.

Den 10. oktober 2025 trådte en våbenhvile i kraft i Gaza.^1,3 Alligevel var der den 20. oktober 2026 ifølge sundhedsministeriet i det Hamas-styrede Gaza blevet dræbt mere end 1.500 palæstinensere, siden den trådte i kraft.^4,5,6 I begyndelsen af oktober 2026 var dødstallet siden Hamas' angreb den 7. oktober 2023 ifølge samme ministerium på over 74.000.^2,3

Våbenhvilen blev aldrig mere end en våbenhvile på papiret. Genopbygningen kom aldrig i gang, fordi ingen ville betale for det, der kunne blive ødelagt igen dagen efter. En generation af børn voksede op i ruinerne, uden skolegang og uden fremtidsudsigter. Uden en politisk løsning voksede radikaliseringen på begge sider.

Den 9. oktober 2026 fik den sydafrikanske jurist Navi Pillay, tidligere dommer ved Den Internationale Straffedomstol, Nobels fredspris. Få timer senere indførte Trump-regeringen sanktioner mod selve domstolen. Udenrigsminister Marco Rubio erklærede: »Enten stopper ICC sine trusler, eller også stopper vi ICC.«^1,2,4 Domstolen kaldte sanktionerne et angreb på retsstaten og på selve grundlaget for den internationale retsorden og skrev: »Historien vil dømme dette øjeblik.«^1,3

I historiebøgerne fra 2036 er dommen hård. En overgangsperiode på seks måneder gjaldt i første omgang for mange transaktioner med domstolen.^1,2,5 Da den udløb i april 2027, trak banker, forsikringsselskaber og softwareleverandører sig. Domstolen blev stort set lammet, og en håndfuld medlemslande trådte ud. Det havde Trump allerede opfordret til på FN's Generalforsamling den 22. september 2026: »Jeg opfordrer alle lande, der er medlemmer af ICC, til officielt og øjeblikkeligt at træde ud af denne slyngelinstitution.«^6,7 Dagen efter meddelte østaten Nauru i Stillehavet FN, at den forlod domstolen; udtrædelsen får virkning efter et år.^8,9

Dermed forsvandt det sidste sted, hvor ledere kunne stilles til ansvar for krigsforbrydelser. Hvad det betød, kan ses i Sudan (§ 4.1).

Efter amerikansk-israelske angreb på Iran den 28. februar 2026 lukkede Iran Hormuzstrædet; fra den 13. april blokerede USA iranske havne.^1,2,3,4 Den 8. juli, efter iranske angreb på handelsskibe og amerikanske modangreb, erklærede Trump den midlertidige våbenhvile for ophørt.^5,6 Den 20. oktober sagde Irans sikkerhedschef ifølge iransk statsfjernsyn til Pakistans hærchef, at intet beriget uran ville forlade landet, og at der ikke ville blive ført samtaler med USA, før Irans betingelser var opfyldt.^7,8 nyDagen efter indførte USA sanktioner mod et advokatfirma, en skibsforvalter og skibsagenter, som ifølge USA hjalp Irans »skyggeflåde« af olietankskibe. På det tidspunkt var prisen på Brent-råolie steget til næsten 112 dollar pr. tønde, det højeste niveau i fem måneder.^9,10,11,12

Brændstofpriserne blev endda en faktor i krigen i Ukraine (§ 1.1). På den måde ramte brændstofkrisen i 2026 krig, økonomi, sult og klima på én gang. Regeringer gav tilskud til fossile brændsler for at afværge uro, og investeringerne i energiomstillingen blev udskudt år efter år (§ 5.1).

Den 13. oktober 2026 forventede IMF en global vækst på 3,1 procent i 2026 og en global inflation på 4,7 procent. Prognosen forudsatte, at olie- og gastransporterne gennem Hormuzstrædet ville blive genoptaget senest i marts 2027.^1,2 Det skete ikke, og inflationen forblev høj.

IMF konstaterede også, at blot 32 økonomier stod for 95 procent af den globale vækst, ned fra 54 i april. Fonden advarede mod en AI-relateret korrektion på aktiemarkedet, stigende renter på statsobligationer og høj offentlig gæld.^1,2 Ifølge IMF brugte lavindkomstlande 14 procent af statens indtægter på gældsbetalinger, op fra 6 procent et årti tidligere.^3,4 Advarslerne gik i opfyldelse. Markedskorrektionen ramte pensionskasser og opsparere, og stærkt forgældede regeringer var ikke i stand til at træde til. Kløften mellem de få lande, der fik del i gevinsterne, og alle andre blev årtiets økonomiske historie.

Den 26. oktober 2025 indtog RSF-militsen den sudanesiske by El Fasher efter en belejring på omkring atten måneder.^1,2,3 I begyndelsen af november 2025 bekræftede det internationale klassifikationssystem for sult, IPC, officielt hungersnød i El Fasher og Kadugli.^4,5 Den 12. oktober 2026 advarede IPC om en voksende risiko for hungersnød i Darfur og Kordofan, drevet af krig, fordrivelse og tørke.^6,7 Den 19. oktober dræbte et droneangreb på et marked i Abyei, et område som Sudan og Sydsudan strides om, mindst 153 mennesker ifølge lokale embedsmænd. De gav Sudans hær skylden; en sudanesisk officer sagde til AP, at hæren gik efter RSF's brændstoftankvogne.^8,9 nyDen 21. oktober mødtes 22 lande og flere internationale organisationer i Genève i regi af FN og Schweiz for at koordinere fredsbestræbelserne. Hverken Sudans hærledede regering eller RSF deltog. Mødet konkluderede, at der ikke fandtes nogen militær løsning, og opfordrede udenlandske magter til at holde op med at levere droner, krigere og penge, men der blev ikke aftalt nogen våbenhvile.^10,11

Sulten bredte sig derefter over Kordofan, og landet faldt reelt fra hinanden i områder, der blev holdt af rivaliserende hære. Fordi Den Internationale Straffedomstol samtidig blev kvalt (§ 2.1), kom ingen for retten for at sulte hele byer ud. Historiebøgerne fra 2036 kalder Sudan den krise, verden så på og lod ske.

FN's Fødevareprogram (WFP) forventede, at 318 millioner mennesker ville stå over for sult på kriseniveau eller værre i 2026, mere end dobbelt så mange som i 2019. På grund af nedskæringer i finansieringen kunne programmet ifølge egne oplysninger kun hjælpe omkring en tredjedel af dem. USA, den største donor, skar i sin udlandsbistand, og andre donorlande skar også ned.^1,2,3

Hvad det betød, blev tydeligt i Gaza (§ 1.2). Den 19. oktober 2026 meddelte FN's Fødevareprogram, at det af mangel på midler skar fødevarehjælpen dér ned med omkring en tredjedel: 500.000 mennesker ville miste deres månedlige støtte, og fødevarepakkerne ville blive halveret.^7,8,9

I årene derefter flyttede rige lande endnu flere penge til forsvar og energi (§ 1.1, § 3.1). De, der ikke fik hjælp, drog af sted. Natten mellem den 8. og 9. oktober 2026 kæntrede en overfyldt migrantbåd på vej mod Yemen ud for Djiboutis kyst. Ifølge FN's migrationsorganisation IOM omkom mindst 139 mennesker, heraf 15 børn.^4,5,6 Set i bakspejlet var det ikke en enkeltstående hændelse, men et varsel. Migrationsdebatten blev hårdere, og det efterlod endnu mindre politisk råderum til at tage fat på årsagerne.

I maj 2026 erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) et ebolaudbrud i det østlige Congo for en folkesundhedsmæssig nødsituation af international betydning.^1,2 Det drejede sig om virusstammen Bundibugyo, som der ikke findes nogen godkendt vaccine eller behandling mod.^1,3 Den 20. oktober havde Congo ifølge regeringens tal registreret mere end 9.500 bekræftede smittetilfælde og mere end 4.600 dødsfald.^4,5 Det var det næststørste ebolaudbrud, der nogensinde er registreret.^4,6 Der blev også bekræftet smittetilfælde i Uganda og Kenya.^4,7,8 Uganda erklærede sit udbrud for overstået i slutningen af august.^4,13 Den 20. oktober bekræftede Nigeria sit første tilfælde; ifølge WHO var det det femte land, der påviste virusset under dette udbrud.^12,13

Uganda lukkede sin grænse til Congo i maj.^8,11 USA lukkede først rejsende, der havde været i Congo, ind, når de havde tilbragt 21 dage uden for landet.^4,10 WHO havde frarådet at lukke grænser og meldte om alvorlige huller i finansieringen af indsatsen.^1,7,8,9

Historikere ser udbruddet som en prøve: Lukker landene deres grænser, eller hjælper de med at betale for indsatsen? Verden valgte for det meste det første. Virusset blev ved med at cirkulere i Østafrika langt ind i 2027, og da den næste epidemi kom, manglede vacciner og nødmidler igen.

Klimatopmødet COP31 var planlagt til at finde sted fra 9. til 20. november 2026 i Antalya med Tyrkiet som vært. I forlængelse af det foregående topmøde i Belém i Brasilien skulle det handle om gennemførelse: at omsætte klimamålene til handling.^1,2 I begyndelsen af oktober meldte Verdens Meteorologiske Organisation og klimatjenesten Copernicus om en hurtigt tiltagende El Niño med rekordhøje havtemperaturer i Stillehavet.^3,4 nyDen 21. oktober advarede WMO om, at havtemperaturerne i det tropiske Stillehav kunne nå hidtil usete 3,8 grader over gennemsnittet mellem november og januar.^8,9 Den 21. oktober beregnede FN's miljøprogram, at verden var på vej mod 2,6 graders opvarmning i 2100, hvis landene holdt deres klimaplaner, og 2,8 grader med den nuværende politik. Det var omkring 0,1 grad værre end et år tidligere, blandt andet fordi USA havde forladt Parisaftalen.^5,6,7

Den kraftige El Niño gjorde det følgende år særligt varmt. Topmødet faldt midt i brændstofkrisen (§ 3.1), og de kortsigtede hensyn vandt. Landene holdt fast i deres mål på papiret, men gennemførelsen haltede. Omkring 2030 oversteg opvarmningen varigt 1,5 grader. I 2030'erne skiftede debatten i kystlande fra Bangladesh til Egypten fra, hvordan det kunne forhindres, til hvad beskyttelse mod havet ville koste, og hvem der skulle betale.